Large Unit - Jazzhouse, Copenhagen, 27/10/2014

Kaos i stereo 
(anmelderen.dk)

Photo by Mathias Nielsen


Gæsterbooker Paal Nilssen-Love hævede selv niveauet for "Actionjazz"-festival yderligere med sin 11 mand høje Large Unit. Som en lidt mindre og mere excentrisk udgave af Fire! Orchestra svævede nordmændene gennem to timers overvældende kontrolleret kaos. I stereo.

Actionjazzens gæstebooker, Paal Nilssen-Love, dukkede for første gang selv op på festivalen til sidste uges maraton-jamsession, natten til lørdag. Og mandag aften havde hovedpersonen sat tid af til et af sine egne projekter, nemlig det store ensemble, som han ganske simpelt kalder "Large Unit", og som foruden den 39-årige trommeslager udgøres to håndfulde af Norges mestendels yngre jazztalenter.

Det 11 mand høje band udsendte sidste år livepladen, 'First Blow', der dokumenterede en optagelse fra Nilssen-Loves hjemby Moldes jazzfestival, og siden har han præsenteret "enheden" til diverse specielle begivenheder. Så når nu han selv rådede over programmet, var denne, hans egen festival, selvfølgelig et oplagt forum, hvor Jazzhouses store scene blev taget betragteligt i brug.

Med dette års to danske Fire! Orchestra-koncerter in mente var det svært ikke at læse forbindelsen ind mellem det skandinaviske kæmpeband og især dirigenten, Nilssen-Loves The Thing-bandmakker, Mats Gustafsson. Men Large Unit er ikke engang halvt så stort som dét orkester, og tilgangen til jazzen er om muligt endnu mere alsidigt og løsreven, end førnævnte swingfunderede stil.

Afrikansk vulkan

Nilssen-Love er naturligvis inspireret af den store Chicago-oktetten og -tentet, som Peter Brötzmann samlede i 90'erne, men hans egne excentriske kompositioner minder egentlig mere om Carla Bleys teatralske leg med atonalitet i orkesteropsætning. Og de cirka 50 siddende publikummer på Jazzhouse blev belønnet for fremmødet med hele to timers musik, centreret omkring Large Units aktuelle mastodontdebut, 'Erta Ale', der meget sigende er opkaldt efter en af Afrikas mest aktive vulkaner. Musikken var da også ofte i aktivt udbrud og dynamisk stereo med to trommeslagere og to bassister; Nilssen-Love og Jon Rune Strøm i venstre side af scenen, Andreas Wildhagen og Christian Meas Svendsen i højre.

I centrum var så en stående blæserkvartet af norske kapaciteter som Mats Äleklint på trombone, Thomas Johansson på trompet og kornet, Klaus Ellerhusen Holm på alt- og barytonsaxofon samt Kasper Værnes på altsax. Ja, og så blev den overraskende diskrete bund i lyden lagt af en af Skandinaviens ellers største elektroniske noise-magere og kunstnere, Lasse Marhaug, der senere på ugen optræder i foretagendet med det charmerende navn, Testicle Hasard. Og endelig stak Børre Mølstads tuba og Ketil Gutviks atonale guitar frem på strategiske steder. I et større hele ramte det kontrollerede (alle musikere spillede efter noder) kaos præcist, når de 11 mand buldrede og blæste igennem og spillede op mod den anden side af scenen.

Overbevisende magtdemonstration

Koncertens første og tre kvarter lange sæt bestod af tre kortere numre, der gav en idé om Nilssen-Loves måde at komponere på (samt ikke mindst hans hæsblæsende spil bag tønderne) – først actionjazzede interaktioner på tværs af scenen, efterfulgt af sammenbrud i musikken med plads til soloer fra de mange musikere, hvor især Äleklints imponerede på trombonen. Men ellers var det bare overvældende at overvære de nordiske brødre bygge videre på både Coltranes mysticisme og den mere ofte rockede jazz, et sted mellem Mahavishnu Orchestra, kraut og selvfølgelig Miles Davis, der fik en hilsen med på vejen i sangtitlen, ''Round About Nothing'. Eller når saxofonerne trådte frem i de skæve kompositioner og sendte tankerne i retning af Eric Dolphy.

Det andet sæt varede en hel time, og den første halve blev optaget af en ambitiøs tilsyneladende, ny komposition, der vist hed 'Rio'. Samtidig drejede Large Unit også mere i retning af det Thelonious Monk- og Duke Ellington-inspirerede swingudtryk, som Fire! Orchestra dyrker, også via marcherende trommer i stil med Davis' 'Sketches of Spain'-orkesterfase og førnævnte Bley. Marhaug fik også mere plads til drone- og noisepassager i dette andet sæt, men intermezzoerne lod mest til at være indlagt for at give de andre musikere et pusterum. Men det var så også noget nær det eneste, der var at udsætte på den overbevisende magtdemonstration fra kuratoren.

Mod slut blev der skruet op for intensiteten med frenetiske 'Culius', der kulminerede med en trommeduel mellem hvirvelfygende Nilssen-Love og hårdtslående Wildhagen, som var det Buddy Rich og Gene Krupa, der sad over for hinanden. Det var ikke trommespil for galleriet, men snarere anarki og et pludselig ikke længere kontrolleret kaos. Efter dén udladning havde Large Unit ikke behøvet give et ekstranummer, men det gjorde de 11 alligevel og spillede 'Fendika', der lød som Nilssen-Loves hyldest til Charles Mingus, inden alt ebbede ud i Gutviks metalliske guitarklimpren. Det var ikke bare Actionjazz-festivalens hidtil bedste koncert, det var også en af årets. Såmænd.

http://www.anmelderen.dk/anmeldelser/koncerter/pnl-large-unit-2014-jazzhouse